Rundt er Smukt

Stedet, hvor fedt er flot, deller er dejlige og buttet rimer på nuttet


2 kommentarer

Velkommen til

Du er kommet til en side, der er atypisk – så meget, at den p.t. er den eneste af sin art på dansk. Her kan du ikke læse om, hvordan du taber dig, og du kan ikke finde ét nedsættende ord om tykke mennesker – tværtimod! Du vil støde på billeder (anstændige, nul porno her) af buttede, tykke eller ligefrem direkte fede mennesker, som får rosende ord med på vejen for deres ydre og/eller indre skønhed. Du kan endog finde råd om, hvordan man tager på i vægt, du vil finde kageopskrifter, der med sikkerhed feder, beretninger om og fra folk, der nyder at være tykke eller (gisp) ønsker at blive det, virkelige beretninger fra folk, der elsker at have eller være en tyk partner og fiktive beretninger med helte og heltinder, der enten er eller bliver tykke. Er du nysgerrig, så velkommen til og god læselyst! Er du allerede forarget, så må du hellere gå igen, for så vil du med sikkerhed bare blive det endnu mere, jo mere du læser her.

Ærbødigst

Rundt er Smukt


Skriv en kommentar

Der er stadig liv!

Hej til alle jer derude! Jeg har i laaang tid ikke lagt noget op på denne blog, og det skyldes ikke manglende interesse, men slet og ret manglende energi. Trods alt må min familie få førsteprioritet selv om jeg brænder for dette emne. Nu er jeg dog lige blevet sparket en smule i gang igen, da jeg fik en henvendelse fra en journaliststuderende, der meget gerne vil lave en artikel om feeders og feedees. Hun skriver

Hej,

Jeg hedder Nanna og er journaliststuderende. Jeg er meget fascineret af feeder/fedee området, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at sætte fokus på det i en artikel. Jeg tror, at det er en livsstil, som mange folk er uvidende omkring, og jeg synes, at det kunne være interessant at få mere viden omkring det og udbrede viden omkring det til en større del af befolkningen.

I den forbindelse tænkte jeg, om jeg her på siden kunne få hjælp til at komme i kontakt med en person, som måske ville fortælle mig om sine oplevelser og medvirke i en artikel til et magasin?

På forhånd tak!

Så hvis I mener, at det er et område, der skal mere opmærksomhed omkring og en større forståelse for blandt folk, så kontakt Nanna på nanna_madsen94@hotmail.com .


1 kommentar

Feedee? Hvad, hvem, hvor og hvorfor?

Ordet dukker jævnligt op i medierne – og yderst sjældent forbundet med noget godt. Så lad os se nærmere på, hvad en feedee egentlig er, i stedet for blot at lade os nøje med mediebilledet, som, mildest talt, er en anelse unuanceret.

Hvad er en feedee?

Som man også kan se andre steder her på siden, så er den korte beskrivelse af en feedee en mand eller kvinde, som tænder på eller i hvert fald nyder meget at spise og/eller blive madet – og ofte jo mere, jo bedre. Oftest, men ikke altid, føler de en (seksuel) tilfredsstillelse ve at se deres krop vokse som følge af, at de spiser så meget. Der findes et par begreber, der er nært beslægtet hermed, og det er foodees og gainers, som er forklaret her, men som kort fortalt er henholdsvis mennesker, som bare nyder mad så meget, at de er ligeglade med figuren, og mennesker, som tænder på eller i det mindste nyder at se deres krop vokse – en slags variant af megareksi .

Hvem kan blive feedee, og hvorfor og hvordan?

Feedees kan groft inddeles i tre grupper:

  1. Dem, der ganske enkelt fødes som feedee – som ikke kan huske tilbage til noget tidspunkt i deres barndom, hvor mad og fedt ikke har fascineret dem. De har typisk som børn stoppet puder ind under deres tøj og beundret sig selv i spejlet eller set op til familiens tykke tante eller onkel, som de nærede en stor beundring for. Gruppen er overraskende stor: Folk, der bare ikke kan give nogen forklaring, men siger “det er jeg bare, og jeg kan ikke huske, at det nogensinde har været anderledes.”
  2. Dem, der grundet særlige omstændigheder i deres liv bliver det. Denne gruppe er så bred og uendelig varieret, at det er svært at sætte den i bås.
    1. Det kan være mennesker, der i deres barndom har haft forældre med et anstrengt forhold til mad, enten med deciderede spiseforstyrrelser eller med en sygelig angst for, at deres barn blev for tykt og derfor nægtede det mange former for mad, hvilket senere i barnets liv så giver bagslag.
    2. Børn af forældre, der modsat enten er bange for, at deres barn skal blive for tyndt, og som derfor går meget op i, at deres barn får mad nok, eller som bare grundet job eller andre omstændigheder omgiver deres barn med mad gennem opvæksten, fx bagere, der har deres barn gående i forretningen.
    3. Børn af forældre, der selv havde et feeder/feedee-forhold, og som har set, at forældrene havde det godt med dette forhold, hvorfor de også ønsker et sådant selv.
    4. Det kan være folk, der som børn har oplevet forskellige former svigt eller misbrug.
    5. Endelig i sandhedens interesse er der en forsvindende lille gruppe – og det er desværre mediernes darling: Mennesker, som af deres partner eller endog deres egne forældre er blevet manipuleret/hjernevasket til at tro, at de ønsker at være feedees, og som derfor reelt aldrig har haft noget valg. Lykkeligvis er de i den virkelige verden meget sjældne.
  3. Dem, der bare pludselig finder ud af, at de er eller ønsker at være det. Også her kan der være mange forskellige optakter.
    1. De historier, der går igen, er personer, der har holdt figuren livet igennem, men pludselig tager på en lang ferie eller brækker benet, som så skal holdes i ro, eller bliver gravid og så pludselig tager på og, mod al forventning, kan lide, hvad de ser i spejlet. Pudsigt nok kan tanken om at være/blive feedee også trigges hos nogle, hvis de får negativ opmærksomhed grundet en vægtøgning. Følelsen af at skamme sig over at have taget på kan paradoksalt nok være den drivende kraft hos nogle til at ønske at tage yderligere på.
    2. Det kan være personen, der får en kæreste og opdager, at denne er en feeder, prøver at gå med på legen og opdager, at de tænder lige så meget på det som partneren.
    3. En ret stor gruppe er også mennesker, som pludselig kører sur i den vestlige verdens skønhedsidealer og ønsker at give slip og fuldstændig tage afstand fra dem, ikke kun i ord, men også i handling og udseende. Til denne gruppe hører både slanke mennesker, der pludselig ønsker at vende på en tallerken, og tykkere mennesker, som er lede og kede af kampen for at skulle leve op til nogle idealer, som de ser som uopnåelige, hvorfor de vælger at sige, at knageme nej, det gider de ikke bruge deres krudt på.
    4. Det kan være folk, der ved et tilfælde ser en tv-udsendelse om feeders og feedees og bliver fascineret, eller de kan falde over billeder på nettet af dem eller af fede mennesker generelt, som de opdager, at de af en eller anden grund bliver ved med at vende tilbage til og søge mere efter.
    5. Sidst men ikke mindst sker det, at det er folk, der falder over kulturen på nettet eller får anbefalet at gå ind på feeder/feedee-sider på nettet. Det kan være en ven, der af en eller anden grund kender til miljøet og anbefaler den anden at gå ind og kigge.  Det kan være dem, der måske ser et billede på nettet, som de klikker på, og pludselig er de inde på en feeder/feedee-side, som de læser lidt på og bliver fanget af. Disse mennesker har typisk, men ikke altid, allerede haft et element af feedee eller foodee i sig i forvejen, men ikke vidst, at der fandtes ord for det, hvorfor mødet med hele kulturen vil føles som at komme hjem eller at finde sig selv.

Herudover findes der en række afskygninger og nuancer, som jeg ikke har fået med, og hvis jeg prøvede, ville der alligevel være enkelte, som jeg har overset. Som sagt er det en meget stor gruppe, der er ekstremt varieret. Man kan ikke bare sige, at alle kan blive feedees, da man sandsynligvis skal være enten genetisk eller socialt/opvækstmæssigt disponeret for det på én eller anden måde, uden at det er til at sige mere om mekanismerne bag.

Men én ting er sikker, og det er, at det kan dukke op til alle tider i ens liv. Man kan føle sig frastødt af tanken i sine unge år, men pludselig opdage, at man finder det attraktivt, når man har rundet de 50. Som det er tydeligt, så kan feedees være alle typer mennesker. Medierne kan lide at male et billede af en feedee som en stakkel- et menneske, der er blevet undertrykt eller manipuleret, eller som et menneske, der opfinder undskyldninger for at undgå at håndtere en spiseforstyrrelse eller egen mangel på selvkontrol, og de findes OGSÅ her og der, men det faktiske billede er langt, langt mere varieret.

Hvor er der feedees?

Tilsyneladende er der feedees alle steder, men nogle steder er man mere åben omkring det end andre. Det er meget svært at sige, om forekomsten er jævnt fordelt over hele kloden, eller om det nogle steder er nemmere at støde på feedees end andre. Det er stort set kun på engelsk, at der er findes et ord for begrebet, og derfor er man i andre lande og kulturer enten nødt til at bruge ordet feedee eller opfinde sit eget ord.

Ind til videre ser det ud til, at feedee er det vindende udtryk, men i alle andre lande end lige de engelsktalende tager det jo så en god, rum tid før man overhovedet bliver klar over, at begrebet eksisterer. Så længe man ikke kan sætte navn på, hvad man er, kan det være svært at være åben om det, eller i det hele taget have klarhed over, at der er mange andre som én selv.  Og selv hvis man kender begrebet, kan der være en del forhindringer på vejen til selverkendelse, bl.a. at samfundet ser så meget ned på tykke mennesker, at man ikke en gang selv tør tænke tanken om, hvorvidt man måske kunne være feedee, til ende.

Sandsynligvis findes der altså mange flere feedees, end man tror, for mange vil ikke en gang være klar over, at de er det, men vil blot gå med følelsen af at være anderledes eller forkerte, fordi de faktisk modsat andre har lyst til at spise meget og tage på, eller fordi de føler en sær længsel, når de ser andre spise meget, blive madet og/eller tage på.

Kigger man på de sites, hvor der er feeder feedee fordelingfeeders og feedees, ser fordelingen af feedees, regnet efter omtrentlig hyppighed pr. indbygger, sådan ud: USA, Storbritannien og Canada (rød på kortet) på en delt 1.plads, og så Skandinavien og Australien (mørk orange på kortet) derefter med en forekomst pr. indbygger på mellem 1/2 og 1/5 af de tre lande på førstepladsen. Endelig kommer resten af de vesteuropæiske lande (orange) med 1/5- 1/10 af hyppigheden sammenlignet med landene på førstepladsen. Stort set alle andre lande i verden er også repræsenteret (gul på kortet), men med endnu lavere hyppighed.

Igen ser det meget ud til at komme an på sproget eller velstanden i landet. Ranglisten rummer nogle af verdens mest velstående lande, og det i sig selv er interessant. Det kan både betyde en sammenhæng med velstand og med, at jo mere velstående landet er, desto større er chancen for, at man har lært engelsk i skolen. Skandinaverne er blandt dem, der er rigest OG bedst til at tale engelsk, og dernæst kommer resten af Vesteuropa, både regnet i velstand og engelskkundskaber.

Man kan ikke melde sig på banen som feedee, hvis man ikke ved, at det kaldes en feedee, men noget kunne tyde på, at også velstanden i sig selv har indflydelse på ens sandsynlighed for at blive feedee. Forklaringen på dette er noget kringlet, men mit eget ydmyge bud kunne være, at jo mere velstående landet bliver, desto mere slankere vil skønhedsidealet blive (læs mere om hvorfor her). Kort fortalt konflikter det fuldstændig med vores genetisk indbyggede trang til at spise os fede, så snart der er mad til stede, og det bliver faktisk et tabu at følge sit instinkt. Brydning af tabuer har ofte noget seksuelt over sig, og brydningen af fedmetabuet kan derfor blive seksuelt attraktivt for en gruppe, simpelthen fordi det er blevet tabuiseret at være tyk. Dette er ikke hele forklaringen, men måske er det en lille del.

Hvilke tanker/fantasier har man som feedee?

Man kan ikke sige, at feedees er forudsigelige, ud over at de selvfølgelig føler sig særlig knyttet til mad og spisning, samt til at være/blive større end gennemsnittet. Og dog er der alligevel en række elementer, der går igen i en feedees tanker. I det følgende vil jeg nævne dem, jeg selv har mødt i mine mange samtaler med feedees verden over, og jeg har prøvet at opstille punkterne således, at de øverste går igen hos de allerfleste feedees, mens de nederste kun går igen hos nogle. Jeg har prøvet at illustrere flest mulig af punkterne, så det måske bliver lettere at danne sig et billede af, hvad det handler om.

  1. Først og fremmest tanken om kunne spise megetFeedees fantaserer tit om at kunne spise meget mad, og følelsen af at være meget mæt, ja faktisk for nogles vedkommende smertefuldt mæt, er behagelig eller decideret ophidsende.
  2. Tanken om at blive fodret/madet. Goddess_Amatrix_by_SatsurouEr du feedee, er der stor chance for, at du godt kan lide tanken om ikke at skulle behøve at røre dig af stedet for at få maden serveret – og ja, måske at partneren simpelthen fører gaflen, så du bare behøver at åbne munden en gang imellem.
  3. Dernæst tanken om at tage på/svulme op, som er nært beslægtet med den første tanke om at kunne spise meget. Det er ikke alle feedees, som ønsker at tage på, men de fleste leger med tanken om at blive fed eller at svulme op, enten jævnt over hele kroppen eller på bestemte legemsdele, typisk mave, bagdel eller barm (også, isoleret set, kaldet en ekspansionsfetish). Mange feedees føler sig inspireret af Violet Beauregard fra Charlie og Chokoladefabrikken, som svulmer op til et kuglerundt, kæmpemæssigt blåbær.
  4. Tanken om at være doven. Mange feedees finder tanken om at få lov til at være doven meget attraktiv og drømmer eller fantaserer om at have en partner i huset, som gerne vil gøre alt, så de selv slipper for det og bare kan slappe af og spise. Igen er det ikke alle. Nogle vil ønske at holde sig aktive og gøre ting, som de plejer, men bare med en større krop.
  5. Tanken om at vokse ud af sit tøj eller have for småt tøj på. Rigtig mange feedees nyder at se deres tøj blive for småt eller af at have alt for småt tøj på. Tøj, der revner, og bluseknapper, der springer af grundet en svulmende barm eller mave er et smukt syn for mange feedees.
  6. Tanken om og følelsen af at røre ved og se på egne og andres deller og fede kroppe. mirrorFeedees føler sig ofte inspireret af synet af andre mennesker, der vejer meget, og ønsker selv at blive ligesådan. Feedees kan ofte godt lide at røre ved og føle, at deres krop vokser. Det er en tilfredsstillelse for dem at kunne gribe fat i deres deller og måske ryste dem lidt, så de kan se dem hoppe og gynge.
  7. Tanken om at miste kontrollen over situationen. Dette er ikke én tanke men en række af nært beslægtede tanker, som de fleste feedees kan nikke genkendende til mindst én af.
    1. Tanken om at blive fedet op mod sin vilje. Mange føler sig lige dele skræmt og ophidsede ved tanken om at blive holdt fanget eller indespærret og tvunget på mere eller mindre hårdhændede måder til at spise og spise, så de tager på. Den luskede variant er også populær: At partneren sniger ekstra mad over på ens tallerken eller ekstra fedt i maden under madlavningen, så man kommer til at tage på og ikke opdager det, før det er svært at tabe sig igen.
    2. Meget nært beslægtet med ovenstående punkt er fantasien om at miste kontrollen over situationenfeeding – at man ikke længere selv har ansvaret, men at en anden tager over og står for opfedningen enten igennem fristelser, opmuntring, manipulation, hypnose, ekstra fedtholdig mad, mild tvang, eller en blanding heraf.
    3. At blive så sulten/grådig, at man slet ikke kan stoppe med at spise igen. Mange bliver lige dele skræmte og tændte ved fantasien om bare at blive så vild med eller afhængig af mad, at man mister al selvkontrol og slet ikke kan stoppe med at spise mere og mere og tage mere og mere på.
    4. Tanken om at være en gris eller ko, der bliver fedet op (gris er mest almindeligt). Findes i alle afskygninger hos mange feedees, og i alle grader. Er nært beslægtet med tanken om at give al kontrol og ansvar fra sig. Mange har i deres barndom set tegnefilmen Pigs are Pigs og følt sig sært fascinerede af den.
    5. Tanken om at få ført en slange ned i sin mund/hals og få hældt maden/drikken direkte ned, så man mister kontrollen over, hvor meget man spiser. På engelsk kaldet tube feeding.
    6. Tanken om at sidde fast. For nogle er det meget ophidsende at lege med tanken om at blive for tyk til at komme igennem bestemte åbninger (isoleret set kaldet stuck fetish).
    7. Tanken om at blive så fed, at man ikke kan røre sig af stedet (på engelsk kaldet immobility fetish). Det ultimative tab af kontrol med situationen er at være for tung til at kunne bevæge sig. Nogle feedees kan lide at lege med denne tanke, men langt fra alle.
    8. Tanken om at blive fedet op som straf.Staffen udføres typisk for at have gjort nar ad tykke mennesker, eller for at være forkælet og snobbet og generelt have udvist en skidt karakter.
  8. Nært beslægtet med ovenstående er tanken om at blive ydmyget og/eller straffet for at være så fed og grådig (isoleret set kaldet humiliation fetish). Et ikke ringe antal feedees tænder på at blive skældt ud for deres dovenskab, grådighed, vægt og mangel på selvkontrol, hvilket de blot opfatter som ophidsende og øger deres ønske om at tage yderligere på. Nogle feedees er at regne for smukke og slanke efter de vestlige idealer, men føler sig tiltrukket af tanken om at blive “straffet” ved at blive fedet op og derved ydmyges ved at miste deres status som sociale overhunde. Disse tanker går hånd i hånd med tanken om at sidde fast, hvilket også kan anses for ydmygende, hvis det er grundet ens vægt, at man sidder fast.
  9. Tanken om at være/blive gravid(isoleret set kaldet graviditetsfetish eller pregnancy fetish). En del feedees kan lide tanken om at være/blive gravide, og nogle få opdager, at de er feedees under en graviditet, hvor de til deres overraskelse nyder virkelig meget at se maven vokse og slet ikke har lyst til at komme af med den igen. Denne tanke er beslægtet med tanken om at svulme op, og også tanken om, at graviditeten medfører en større appetit og bliver en slags undskyldning for, at man kan spise meget uden at skulle bekymre sig om, at maven vokser, for det vil den gøre alligevel.
  10. Tanken om på en eller anden måde at være smurt ind i mad.Forekommer i alle grader. Nogle kan bare lide at have krummer på maven eller på læberne, mens andre decideret nyder at være smurt ind i flødeskum, chocolade, kagecreme eller lignende.

Er du en feedee? Og hvis ja, hvad kan du gøre?

Har du siddet og nikket genkendende til nogle af ovenstående ting? Jamen, så skal du først og fremmest vide, at du langt, langt fra er alene, og at det ikke er nogen skam at have disse tanker. Det kan dog medføre noget besvær, da du lever i et samfund, hvis skønhedsidealer og tabuer på næsten religiøs vis går stik imod det, du har lyst til. Med mindre du hører til den kategori af feedees, der tænder på folks negative reaktioner, kræver det at du overvejer nøje, hvordan du vil udleve dine drømme, og om det er værd at udleve dem.

  • Mit råd er, at du i ét eller andet omfang udlever dine tanker og drømme, da de ellers vil ligge og gære, dybt gemt af vejen i dit sind. Det er, mentalt set, ikke særlig sundt og kan på længere sigt føre til et trist, utilfredsstillende dobbeltliv, eller til et liv, som du finder meningsløst og utilfredsstillende. Det kan også føre til, at tankerne vokser sig større og større og kommer til at fylde for meget i dit hoved på en uhensigtsmæssig måde.
  • Sæt dig yderligere ind i emnet. Læs om det på nettet. Besøg nogle af de communities, der findes rundt omkring på nettet (fx www.dimensionsmagazine.com , www.fantasyfeeder.com, www.curvage.orghttp://askdrfeeder.dyndns.org/ og alt andet, du kan finde ved at google de ting, der nævnes på denne side og især i denne artikel. Skriv også gerne til mig gennem brevkassen. Jeg besvarer glad og gerne spørgsmål om emnet.
  • Lad være med at være flov over at være den, du er. Som du kan læse rundt om på bloggen her, er det nok i højere grad samfundet som sådan, der er galt afmarcheret, end det er dig. Hvor åben du ønsker at være omkring dine tanker er op til dig. På den ene side er det ikke noget, man behøver at udbasunere, men på den anden side har folk også brug for at blive rusket i deres fastkørte forestillinger om, at det kun er deres måde at se verden på, der er den rigtige.
  • Brug hovedet! Lad være med at kaste dig hovedkulds ud i noget, som du ikke ved nok om. Tænk dig om, når du vælger partner, for det er en svær balancekunst at skabe et parforhold, hvor man er helt enige om, hvad man ønsker. Vær heller ikke blind for, at det at have en meget stor krop har nogle helt naturlige konsekvenser, der strækker sig over alt fra udskiftning af garderoben, udvidelse af sikkerhedsselen, større udgifter på madbudgettet, besvær i flysæder og til, at man bare må leve med, at man grundet sin kropsstørrelse kan komme ud for at måtte afstå fra at deltage i visse aktiviteter, såsom klatring eller forlystelser, hvor der er særlige vægtgrænser eller sædestørrelser.

Jeg kender én, som jeg tror er feedee. Hvad skal jeg gøre?

Godt spørgsmål. Hvis de ved, at de er feedees og har det fint med det, så kan du vælge at lade være med at gøre noget som helst ud over at vise din accept af, at ikke alle tænker ens og ser skønhed på samme måde.

Hvis du tror, at vedkommende ikke kender til feedee-begrebet, så kan du, alt efter hvor godt du kender ham/hende, prøve at anbefale siden her eller bare fortæl, at vedkommende skal prøve at google ordet feedee. Det kan måske hjælpe til en større indsigt i, at det ikke er så mærkeligt endda at gå med disse tanker, og i sidste ende kan det hjælpe personen til at være lidt mere i fred med sig selv og bedre at forstå baggrunden for sine tanker og ønsker. Mennesker, der går med feedee-tanker, er oppe imod hele den vestlige verdens skønhedsidealer og fedt-tabuer og vil derfor sandsynligvis ikke have det helt let med sig selv.

Det var en lang tekst om noget, kun meget få, om nogen overhovedet, har skrevet om på samme måde som jeg netop har gjort. Jeg håber, at det vil blive til gavn og glæde.


Skriv en kommentar

Spock og de fyldige kvinder

Og hvad har så et rumvæsen at gøre på en fedtvenlig blog? Mere end mange aner, for skuespilleren bag, den nys afdøde Leonard Nimoy, er ikke kun kendt for at have spillet vulcaneren Spock i Star Trek-filmene. Han var også fotograf, og et af hans større og mere kendte projekter går under navnet “The Full Body Project”, hvor han beskæftigede sig med svulmende, stolte kvinder i en lang række sort-hvide fotos.

Leonard Nimoy gik fuldt og helt ind for ligestilling og kvinderettigheder og gik ved flere lejligheder så vidt, at da det kom ham ham for øre, at hans kvindelige medskuespillere fik mindre i løn end han selv og hans mandlige kolleger, gik han til ledelsen og krævede det ændret. Dette forekommer muligvis oftere i 2015, men det gjorde det ikke ikke 60’erne og 70’erne, hvor han gjorde det.

Nimoys engagement i ligestilling greb også ind i hans virke som fotograf, hvor han bl.a. i sit værk “The Full Body Project” afbildede særdeles velpolstrede kvinder nøgne, og mange gange med et fast, udfordrende blik på iagttageren, der synes at sige “Jeg er her, jeg er tyk, og jeg er stolt af mig, som jeg er. Jeg har min fulde ret til at være her og vise mig frem for verden på lige fod med alle andre, og jeg har ikke tænkt mig at sidde i hjørnet og skamme mig over at være den, jeg er.”

Generelt bekymrede det Nimoy meget, at den gennemsnitlige tøjmodel vejer 25 % mindre end den gennemsnitlige kvinde. I praksis betyder det, at kun en forsvindende lille andel af kvinderne kan købe tøj, hvor de kommer til at tage sig ud som på modelbilledet, hvilket udsætter deres selvopfattelse for et konstant pres hen imod at være utilfredse med sig selv.

Nimoy udtaler selv, at hans billeder er et direkte modsvar til det pres for at skulle holde en str. 32, som kvinder hele tiden føler her i vesten.

Det værste ved denne skønhedsidealernes milliardindustri er, udtaler Nimoy videre, at grundpillen i den er at fortælle folk, at de ser forkerte ud.

Læs resten

Feedere, fedmebeundrere og kunsten at formulere sig

Skriv en kommentar

 

Don Juan-flodhesten Moto Moto fra animationsfilmen Madagascar 2 har smag for solide kvinder, og den slags fyre er der alt for få af på lærredet. Han er dejlig – men også noget stereotyp, uelegant og overfladisk, for at sige det mildt. Senere i filmen kommer han til kort, fordi han ikke kan formulere sig, og det også skinner igennem, at han ikke ser så meget andet i kvinden end det, der fysisk tiltrækker ham. Så SÅ dejlig var han heller ikke…

Dette lægger op til en diskussion af både, hvad feedere eller fat admirers/ fedmebeundrere egentlig ser i deres partnere – og hvordan man bringer sådan noget på tale på en ordentlig måde, både offentligt og over for en (potentiel) partner.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg chatter en del på Fantasyfeeder ( http://www.fantasyfeeder.com )  (det nok største online mødested for feeders, feedees, fat admirers, gainers og i det hele taget alt, hvad der kan krybe og gå af fedtglade mennesker fra hele verden). Jeg taler både med mænd og kvinder, og når man har tilbragt noget tid i chatten, finder man efterhånden ud af, at der er et stort antal mænd derinde, som ganske enkelt ikke kan formulere sig et hak bedre end den på mange måder stakkels Moto Moto.

Hvad de fedtglade ser i deres partnere bliver jævnligt berørt her på siden, og, som Moto Moto så poetisk siger:
“Jeg vil ha’ fedt
jeg vil ha’ flomme.
Jeg vil ha’ flæsk
jeg vil ha’ vomme
Jeg vil ha’ store,
nej større balder…

…så ja, det er, beskrevet med ca. samme præcision, som det er at kalde Afrika for “et land”, sådan, vi godt kan lide det. Alle  finurligheder, det poetiske, det romantiske og kærligheden er ganske vist brutalt barberet væk, men skåret helt ind til benet har Moto Moto fat i noget centralt – for dette er den fysiske del af det, det visuelle, æstetiske og sensuelle. Spørgsmålet er som sagt, hvordan man siger det, hvis man ikke skal lave en Moto Moto og opføre sig så uelegant, at man får fremstillet sig selv om småpervers, undertrykkende, seksuelt afsporet, uintelligent, overfladisk og meget, meget mere – alt sammen ting, man forhåbentlig ikke er – og hvis man er, så må man få det tøjlet og modereret på en sådan måde, at man ikke bliver et ubehageligt menneske.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at feeders, feedees og fedmebeundrere /fat admirers ikke behøver mere dårlig omtale, end de allerede får. Skrækhistorierne er mange og sejlivede, og alt, hvad folk tit tror, de ved om folk som os er, at hvis man dater en feeder, ender det med, at man skal bæres ud gennem et hul i væggen på en specialbygget båre af 12 stærke mænd.

Men til sagen: Hvornår er det overhovedet nødvendigt at sætte ord på et emne som dette? Ja, enten så skal du til at…

Læs resten


Skriv en kommentar

Gift dig og bliv tyk

115938_max

Der er intet, der feder som en vielsesring! I hvert fald, hvis du er en kvinde, ser det ud til, at en tur op ad kirkegulvet er den mest fedende motion, der findes – og især, hvis du ender med at blive lykkelig i ægteskabet.

En undersøgelse i USA har vist, at jo lykkeligere, kvinder er i deres ægteskab, desto mere og hurtigere tager de på, og man stiller selvfølgelig spørgsmålet: Hvorfor nu det?

Og som det så ofte sker, når talen falder på fedt, mener jeg, at man drager nogle forhastede konklusioner. Forskerne her ender nemlig med at gætte på, at det nok er fordi, lykkeligt gifte kvinder glemmer at tænke over deres udseende og bare lader stå til, mens de fokuserer på at tage sig af børn og mand – mens kvinder, der er knap så lykkelige i deres ægteskab, holder figuren med henblik på at fremstå attraktive, hvis der nu skulle dukke en mand op, som var mere værd at samle på end ham, hun er sammen med nu

Det er, mener jeg, en noget trist måde at betragte sagerne på. Man glemmer helt, at vi stadig dybt nede er hulemænd og -kvinder, som synes, at fedt er attraktivt! Sat på spidsen mener jeg simpelthen, at det, at den trygge kvinde tillægger sig ekstra kurver og former, er hendes belønning til manden for at gøre hende tryg! Forklaring følger:

Læs resten

Fedt gør os mere sociale

Skriv en kommentar

Sociale mennesker

Nogle kender måske talemåden “Når krybben er tom, bides hestene” – og der lader til at være noget om snakken. Nyere forskning tyder på, at en fedtholdig mad mindsker aggressivitet og øger social adfærd, hvilket måske ikke er så mærkeligt, når man tænker lidt over det.

Det ligger dybt i vores gener at kæmpe for overlevelse, og når der ikke er mad nok, slås vi om den. Med andre ord giver det rigtig god mening at blive mere aggressiv, når der ikke er mad nok, for det vil sandsynligvis sikre, at man får tilkæmpet sig noget mere mad. Forsøg på grise (der i foruroligende grad minder om os mennesker på et hav af måder) viser, at der er en tydelig sammenhæng mellem, hvor lidt fedt, der er i foderet, og hvor aggressive grisebasserne er.

Det er altid farligt at generalisere på tværs af arter uden videre, men forsøgene er udført på andre dyr også med samme resultat, så det er et godt gæt at sige, at det også må gælde for os mennesker. Og hvad betyder det så, at vi bliver mere sociale af fed mad?

Tjah, for det første betyder det, at måske er det mere end bare et dække over en trist person indeni, når man taler om “tykke, glade mennesker”, i hvert fald i de tilfælde, hvor deres størrelse kan tilskrives et indtag af mad med en højere fedtprocent og i større mængder.

Og tænk over, hvor mange mennesker, der nu grundet årtiers fedthaderi i diverse medier og tv-programmer skyr det stakkels næringsstof som pesten og og sørger for at både de selv og deres børn får så lidt af det som muligt. Tænk over, hvordan antallet af lightprodukter fylder op i kølediskene – mad, hvis naturlige indhold af fedt er blevet erstattet med stoffer, der intet har med madretten eller produktet at gøre. Det kan gå hen og få nogle spændende konsekvenser for et samfund, hvor vi er tvunget til at gå op og ned ad hinanden dag ud og dag ind, hvis en stor del af dets medlemmer indtager en kost, der gør dem mindre sociale og mere aggressive.

Måske begynder der også at tegne sig et mønster omkring, hvorfor det er de tykke mennesker, der må udsættes for så mange angreb fra tynde mennesker, og ikke omvendt.

Der kan læses mere om forsøget her: http://videnskab.dk/krop-sundhed/forskere-fedt-kan-gore-dig-mere-social-og-mindre-aggressiv

 

 

Miriam Lenk – kunstnerisk kritik af kvindeidealet

1 kommentar

Miriam Lenk - En kunstners rejse i forståelsen af den fede krop.

Den 39-årige tyske kunstner Miriam Lenk er en kvinde, der går stille med dørene, for man kan ikke finde ret mange ord af hende nogen steder, og ej heller interviews. Til gengæld er hendes kunst anderledes bemærkelsesværdig. I sit virke fremstiller hun værker, der er en kritik af nutidens skønhedsidealer. De sætter spørgsmålstegn ved mediernes kvindebilleder og livsstilsmagasinernes “silikonevidundere” igennem de frodige kvindelige former og attributter, som de indeholder. Miriam Lenks værker spænder fra realistiske, men store, kvinder, over urealistisk store kvinder, til organiske kollager af kurver og dele af kvindekroppe, og igen nogle særdeles veldrejede nogle af slagsen.

Én ting er sikker: Miriam Lenk har hænderne skruet rigtigt på. Personlig finder jeg det behageligt at se på hendes værker, selv om hjernen kommer lidt på arbejde. Hvorfor mon lige den veludrustede rock-mama, hun har lavet, har guitarer som arme og en mund på maven?  Og hvad er den dybere mening med et par store, sensuelle læber iført englevinger, fyldig barm, stor mave, kvindeligt kønsorgan og blækspruttearme? Og så jo, måske, så giver det et meget godt billede af samfundets forventninger til kvinden, når det kommer til stykket. Hvad mener I?

Miriam Lenks værker kan findes på følgende sider:

http://www.saatchiart.com/mirschu

http://www.miriamlenk.de/yolanda.html

http://artodyssey1.blogspot.dk/2011/10/miriam-lenk.html

I øvrigt er billedet på blikfanget af statuen “Yolanda”, som står uden for Investitionsbank Berlin.

Doctor Feeder

Skriv en kommentar

Doctor Feeder

Noget så sjældent som en feeder-brevkasse, findes det virkelig? Ja da! Og den har eksisteret i mange år, faktisk. Det at finde finde fedt smukt, eller ønsket om at tage på, eller opdagelsen af, at partneren sådan set gerne så, at man begyndte at blive tykkere, det er jo sjældent sager, man vender med vennerne over en kop kaffe, så derfor er det slet ikke så tosset for mange at kunne stille nogle anonyme spørgsmål på nettet.
For mange er det et kæmpe tabu, eller noget, som de i det mindste slet ikke ved, hvordan de skal forholde sig til. Derfor oprettede den selvudnævnte (men både kompetente og fornuftige) Dr. Feeder sin online-brevkasse, og nogle af brevene lægger han også ud på nettet anonymt, så andre kan se, at de tanker, de går med, ikke er så unormale igen.

Ask Dr. Feeder er bestemt et sted, der er værd at besøge, og indehaveren, som jeg har den fornøjelse at have talt med ved flere lejligheder, er et rart og fornuftigt bekendtskab – som oven i købet har været i Danmark en gang. Han har en humoristisk, men stadig alvorlig tilgang til det med at tænde på store mennesker eller på selv at blive større, og på hans side kan man også finde links og mange ganske underholdende tegneserier og nogle enkelte videoer.

Så.. tag et smut forbi http://askdrfeeder.dyndns.org/

Tumblr – tumleplads for de tyksak-glade

1 kommentar

Tumblr - tumleplads for de tyksak-glade

Billedtekst:
Ham: Hvorfor kan du overhovedet LIDE denne her store, fede tingest?
Hende: Fordi jeg elsker dig, og fordi det er en indbygget pude, som jeg kan ligge på, når jeg har brug for at føle mig tryg og elsket.

Det Yahoo-ejede Tumblr indeholder i skrivende stund 188 millioner blogs og praktiserer kun ringe eller ingen censur. Derfor er Tumblr’s blogs en broget skare af tekstfattige, men billedrige syn på verden, og en del af dem, men langt fra alle, rummer pornografisk indhold.
Interessant nok lader det til, at Tumblr som ingen anden tjeneste har formået at få admirers (fedmebeundrere), feeders, feedees, gainers og sidst, men ikke mindst, foodees (og er du ny læser, så slå begreberne op under punktet “Fedtelskere” i menuen), ud af skabet, og der er her opstået en sand mangfoldighed af blogs, som er skrevet/lavet om og af dem. Fokus ligger forskellige steder og spænder fra en dvælen ved skønheden i store kroppe, nydelsen ved lækker mad og over til det mere direkte erotiske eller endog pornografiske, alt sammen med det til fælles, at de mennesker, der figurerer på billederne eller tegningerne, er langt bedre i stand end gennemsnittet.
Sædvanen tro prøver jeg at nøjes med at linke videre til sider, der ikke har decideret pornografisk indhold, men klikker man videre til de blogs, der er linket til her, er de pornografiske blogs tit kun et enkelt klik væk, da man på Tumblr deler billeder på kryds og tværs, og man kan se, hvem der har linket til et givent billede.
Men: Nyd nu synet:
http://rbon294.tumblr.com
http://mollymuffinlove.tumblr.com
http://chubbachubme.tumblr.com
http://tubbertons.tumblr.com
http://waffleconemunchies.tumblr.com/ (enkelte erotiske billeder, dog næppe, hvad man ville kalde pornografiske)
http://bbblove83.tumblr.com/ (samme som ovenstående)
http://chubbybellybabe.tumblr.com
http://intheclosetfeedee.tumblr.com
http://ryanandjanetryingtogain.tumblr.com
http://feedistconfessions.tumblr.com
http://lovers-23.tumblr.com
http://chubote.tumblr.com
http://bubblytum.tumblr.com
http://nate-thefa.tumblr.com
http://never-fat-enough.tumblr.com
http://curvygiirl.tumblr.com
http://ssbbwfeedee14.tumblr.com
http://jiggleyourbelly.tumblr.com
http://jessis10.tumblr.com
http://lovethyfatness.tumblr.com
http://omgdotti.tumblr.com
http://supersizedart.tumblr.com/
http://www.tumblr.com/tagged/fat-art
http://ray-norr.tumblr.com/
http://roxxieyo.tumblr.com/
http://fyeahroundchicks.tumblr.com/
http://curvesarecute.tumblr.com/
http://myfatfantasy.tumblr.com/

…og jeg kunne blive ved. Jeg anslår, at for hvert link jeg har lagt her, har jeg kasseret 1-2 andre, fordi de i en eller anden grad indeholdt pornografi eller blot sexscener, også selv om det måske bare var et ud af 10 billeder eller mindre. Som sagt, hvis man ønsker at se det mere udpenslet seksuelle, er der rig mulighed for at finde frem til det også.

Illustrationen er i øvrigt fra http://hot-handles.deviantart.com/gallery/ , men er i omløb på nogle af nævnte Tumblr-blogs, og derfor faldt valget på en side af det fedtvenlige, som ikke har været så vel repræsenteret her på det seneste, nemlig på, at der også findes kvinder, der foretrækker velpolstrede mænd. Jeg arbejder på at skabe lidt mere balance i det.

Paul Delacroix – en kunstner med sans for skønhed

1 kommentar

Paul Delacroix - en kunstner med sans for skønhed

En af de større kunstnere inden for “fed kunst” er Kevin Tuma, langt bedre kendt under sit kunstnernavn Paul Delacroix. Han gør ikke meget stads af sig, men en gang imellem dukker der nye, skønne værker af ham op, og i USA er han med til at støtte flere size acceptance-organisationer, bl.a. NAAFA, Big As Texas og ISAA.
Paul Delacroix har aktivt deltaget i kampen for accept af tykke mennesker siden 90’erne og har bidraget hertil igennem både kunst, ord og forskellige arrangementer, han deltager i, bl.a. middelaldercenteret Middlefaire, som han har oprettet på sin egen ejendom.

Delacroix udtaler selv i et interview med magasinet Without Measure:

Der er adskilllige grunde til [min kunst]; den ene er, at jeg simpelthen synes, at tykke kvinder er de smukkeste af Guds skabninger, og jeg håber at kunne dele dette synspunkt med andre gennem min kunst.

En anden grund er en slags aktivisme – slankhed bliver stadig idealiseret i vores kultur, mens tykke mennesker bliver set som “det komiske indslag”. Dette skyldes alt sammen indpakning og ikoner. Alt, hvad der går imod standardindpakningen kan hjælpe i det små.

En tredje grund kommer i forlængelse af min kærlighed til tegning af klassiske figurer. Muskuløse mænd og sunde, robuste kvinder er den klassiske kropskunsts “sovs og kartofler”

Hele interviewet kan findes i sin fulde længde her: http://www.size-acceptance.org/without_measure/wom_archive/wom_08_2001/wom0801_page4.html

Delacroix tegner også under sit fødenavn, Kevin Tuma, og så er det især politisk satire i form af vittighedsteninger, der flyder fra pennen, men også mere regulære tegneserier har han lavet.

Tegningen, der er brugt til blikfang i denne artikel, bærer titlen “Afrodite og duen”

En venlig sjæl har lavet en samling af Delacroix’ smukkeste værker her: http://www.pinterest.com/terriweitze/fat-art-paul-delacroix/

For at slutte af på en ordentlig måde med lidt mere Delacroix-øjeguf, kommer der her lidt at drømme om på stranden:

Den første film nogensinde var selvfølgelig…

Skriv en kommentar

 

…en film om en smuk kvinde og hendes beundrer – og naturligvis er den fransk. Et lille stykke kærlig humor, der passer glimrende ind på denne blog. Den lille hulemand her på filmen ved godt, hvad der er smukt, og det er også, hvad jeg af og til sammenligner mig selv med i denne fedt-skræmte verden: En hulemand, der er født ca. 10.000 år for sent.

Filmen var en af åbningsfilmene til den internationale Annecy animationsfilmfestival i 2002 og er skabt af 5 studerende ved den franske animations- og kunstskole Gobelins: In-An Rödiger, Simon Pierre Andriveau, Yann Avenati, Hervé Barbereau og Louis Clichy.

Stop “Body Shaming”

Skriv en kommentar

Begrebet “Body Shaming” er ikke let at oversætte til noget, der lyder fængende på dansk, for selv om “kropsudskamning” nok er det mest dækkende, lyder det lidt tamt og søgt. Så er det måske bedre med “kropsydmygelse”, der også ligger ret tæt på i betydning. Så lige nu, ind til der måske dukker noget bedre op, holder jeg mig til kropsydmygelse.
Det sker så tit, at vi er begyndt at lade være med at lægge mærke til det, at nogle mennesker bevidst eller ubevidst siger ting, der får andre til at skamme sig over deres kroppe. Dette gælder for alle kropsfaconer, som på en eller anden måde afviger fra gennemsnittet, men folk med mange X’er på tøjmærkesedlen er nok den talrigeste gruppe af mennesker, der må stå model til denne form for ydmygelse.

Whitney Way Thore er danserinde og har selv oplevet både at have en slank krop og så senere at komme til at veje omkring dobbelt så meget, bl.a. grundet spiseforstyrrelse og PCOS. Hun oplevede i forbindelse med sin ufrivillige vægtstigning at få rigtig mange giftige kommentarer, og hendes selvværd styrtdykkede. Selv når hun kæmpede hårdest for at tabe sig, var mange stadig efter hende med ydmygende stikpiller.
Til sidst blev det nok for Whitney, der nu har oprettet bevægelsen “No BS” (ordspil mellem, at BodyShame og BullShit begge kan forkortes til det samme). Den kan du læse mere om på dens officielle hjemmeside her: http://nobodyshame.com/

Whitney har inddelt folks tåbelige kommentarer til hendes youtube-videoer, hvor hun danser, i forskellige kategorier og beskriver i en video på siden kort, hvordan man genkender kropsydmygelse. Flere af beskrivelserne er understreget med konkrete kommentarer, som er blevet skrevet til hendes youtubevideoer:

“Kropsydmygelse er, når nogen siger noget til dig om din krop, og deres formål er at få dig til at føle dig værdiløs.”
Den eller de, der skal til at ydmyge dig og din krop gør brug af nogle simple virkemidler:

  • De sammenligner dig med et dyr (hval, flodhest, gris, ko m.m.)
  • De tror, de ved mere om dit helbred end du selv eller din læge gør og deler gerne ud af holdninger om, hvad din vægt gør ved dig på den ene eller den anden måde.
  • De vil fornærme dig, som om du var hæslig, et monster eller en særling – og som Whitney siger i kommentaren hertil: “Det her vil måske chokere dig, men jeg blev ikke sat på denne jord med det formål at skulle fremstå attraktiv i dine øjne”
  • De vil fortælle dig, at du BARE SKAL STOPPE MED AT SPISE.
  • De kommer med meget forudsigelige vittigheder (mad nok til en afrikansk landsby og videre i samme rille)
  • De vil påstå, at der kun findes én måde at være attraktiv på.
  • De vil stille spørgsmål, der gør ondt (fx “hvordan kan nogen tillade sig selv at blive så fed?” “Hvorfor lægger du det her ud på Youtube?” og alt fra den skuffe).
  • De vil komme med meget *host* elegant formulerede forslag (fx “hvis du dansede noget mere, ville du heller ikke have en røv, der vejer lige så meget som en gennemsnitlig voksen mand” – eller hvad med “Hvad med om du gjorde det den anden vej rundt: tabte dig først og SÅ dansede på youtube?”)
  • Kropsydmygelse kender ingen grænser (fx “Ulækker fedt-propaganda! “Wow, hun dansede i 1 minut og 21 sekunder, så hun må være sund!” Jeg forstår ikke, hvordan fede mennesker kan holde sig selv ud” eller hvad med “Dræb dig selv! Gør det allerede i aften!” )

Whitney Way Thores video om kropsydmygelse/body shaming kan også ses her:

Slankheden som religion

Skriv en kommentar

Slankheden som religion

Det slog mig for nylig, at folks bestræbelser på at tabe sig og/eller leve sundt og deres måde at tale om sundhed/mad/helse på har skræmmende mange fællestræk med religion, og nærmere bestemt med katolicismen i 1500-tallet.

Lad os se på sagen:

  • Begge går ud på at opnå en form for frelse/evigt liv.
  • Begge har trofaste disciple, der glade vandrer rundt og prædiker det hellige budskab – nogle gange uden hensyntagen til, om det er et passende tidspunkt at gøre det på.
  • Begge har hellige skrifter, de henviser til som argumenter for deres overbevisning – skrifter som tit er om ikke ukorrekte, så historisk eller videnskabeligt u-understøttede.
  • Begge opererer med et syndsbegreb og har bud/kostråd, der skal følges for at undgå fortabelse.
  • Begges dyrkere opfatter ikke-dyrkere som enten fortabte, syndige, vederstyggelige og/eller mål for omvendelse.
  • Inden for begge opstår der sekter, der gennem variationer eller forvrængninger af hovedbudskabet påberåber sig at have fundet Sandheden. (Raw-food, Atkins, Blodtypekost, Dukan, LCHF, osv.)
  • Folk, der stiller sig op og kritiserer den etablerede tro, bliver udråbt til kættere
  • Der kan købes aflad, som bringer én selv eller slægtninge ud af skærsilden (Æblecidereddike – tab dig 5 kg på 3 uger, og alle mulige andre mirakelkure, årskort til fitnesscenteret, selvhjælpsbøger, plastre, tabletter af tvivlsom herkomst og meget andet).
  • Helgendyrkelse (Chris McDonald, Jane Fonda, Atkins, Arne Astrup, Pierre Dukan, kom selv med flere)
  • Pilgrimsrejser (rejser til kursteder, julemærkehjem, højskoler og meget andet)
  • Åndeuddrivelser (Tænk på alle de tv-udsendelser, hvor man ser tykke mennesker smide læssevis af “syndige” madvarer i skraldespanden.)

…for bare lige at ridse nogle af lighederne op.

Og hvad vil jeg så bruge denne sammenligning til? Blandt andet til at bruge noget af det, der bekymrede Luther ved den katolske kirke dengang. Han sagde blandt andet, at folk var blevet så optaget af at frelse sig selv, at de fuldstændig mistede overskuddet til at udøve den næstekærlighed, som kristendommen egentlig handlede/handler om. Jeg mener, at noget af det kan overføres til de tilstande, vi har i dag, hvor folk bruger så meget krudt på at bekymre sig om deres vægt, helbred, kost, motion osv., at de har en tendens til at glemme alle de ting, livet i højere grad handler om, nemlig at være der for hinanden og alle bidrage til at gøre hinandens liv lidt lykkeligere.

Man kan med rette, mener jeg, spørge, om det længst mulige liv nødvendigvis er det bedst mulige liv. Jeg går bestemt ind for et godt helbred, men ikke for enhver pris.

Min egen hypotese om, hvad der sker her, er, at vi i den vestlige verden gennemsnitligt set er blevet mindre religiøse. Vi tager ikke – igen gennemsnitligt set – den tro, vi nu har, så alvorligt, som man gjorde en gang. Mange af de kristne er kun kristne, når det er bekvemt for dem, og det samme gælder for mange muslimer og andre mindre religioner. Ikke desto mindre så er vi mennesker tilbøjelige til at tro på ét eller andet – vi har en slags religiøst “hul”, som hidtil har været fyldt op med Gud(er), alt efter hvilken tro man nu har haft. Nu, når religionerne er begyndt at blegne noget for mange mennesker, skal hullet så fyldes med noget andet i stedet for, og det mest nærliggende var sundheden.

Hvis den hypotese skulle have en chance for at holde, skulle det betyde, at folk med en stærkere religiøs overbevisning var mindre tilbøjelige til at tilstræbe slankhed, fordi pladsen i deres “religiøse hul” allerede var optaget af noget andet. Under skrivningen af dette blogindlæg faldt jeg så over noget fantastisk – nemlig en undersøgelse, der viser netop dét! Den er på engelsk og kommer her: http://abcnews.go.com/Health/Diet/faith-fat-religious-youths-obese-mid-life/story?id=13204624 .

Det er jo ikke et bevis på, at jeg har ret, men min hypotese, blot formuleret med lidt andre ord, er blandt de i artiklen nævnte, så der er gode chancer for, at det holder vand – OG dermed også en form for indirekte bevis på, at slank- og sundhed faktisk er kommet så vidt, at de er blevet en religion.

Og hvad vil jeg så sige med dét? Jeg vil sige, at det giver ekstra god grund til at holde tungen lige i munden i sundhedsdebatten, fordi argumenterne ikke længere nødvendigvis er baseret på velovervejede, velunderbyggede fakta og en vilje til at se sagen fra flere sider. Det handler ikke længere om at blive enige og mødes på midten, men om at forblive fast i troen. Ud fra dette må man forvente, at folks evne til at forholde sig afslappet til deres egen krop, fra nu af kun vil gå én vej, og det er ned ad bakke. Det sidste, sundhedsdebatten havde brug for, var at blive religiøs.

Og hvor placerer det så os, der synes at der ikke er meget skæg ved den veltrimmede krop, og faktisk foretrækker det runde look. Os som synes, at fedt er både flot og frækt. Os, som tager af kagen både to og tre gange og nyder at se andre gøre det også? Set i en sundhedsreligiøs sammenhæng, ja, så må vi vel i bedste fald svare til kættere eller satanister. Vi er jo ikke en gang bare hedninger eller afgudsdyrkere, for vi kender jo til slankhedsreligionens dogmer, men fravælger dem bevidst. For os findes ingen frelse. Vi er dømt til evig fortabelse.

…eller også har vi, ligesom Luther, der gik imod millioner og atter millioner af “rettroendes” generelle opfattelse af, hvad der var rigtigt og forkert, fat i noget vigtigt – problemet i, at folk bruger så utrolig mange ressourcer på selv-frelse og det evige liv, at de forspilder netop dette, livet, i deres stræben efter det.

Træt af Hollywoods perfektionsbegreber

Skriv en kommentar

Træt af Hollywoods perfektionsbegreber

I et forsøg på at udfordre Hollywoods fastkørte og ensporede begreber om skønhed tog Amani Terrell en bikini på sine 118kg og begav sig ud på en spadseretur op og ned ad Hollywood Boulevard. Det affødte jo selvsagt blandede reaktioner, men heldigvis mest positive reaktioner.

Hun fik dog også tilråb fra en mand om, at han havde mistet sin appetit, og den slags er jo nok til at tage modet fra nogle. Heldigvis har Amani Terrell ben i næsen og ved godt, at hun er en flot pige: “Det var meget uvenligt sagt, men det tager jeg helt med ro, for jeg elsker mig selv.”

Nyhedskanalen MyFOXdc var på pletten og både filmede og fotograferede. Det blev til denne lille artikel, hvor der også er videoer med Amani.

Amani har selv lagt en video med gåturen op her på Youtube:
http://youtu.be/WLJmjSLDyEU

Fordele ved at date tykke tøser

3 kommentarer

Ovenstående særdeles veldrejede kvinde ridser med et glimt i øjet og en stemmeføring, der kan få mange mænds hormoner til at gå amok, nok så nydeligt en masse gode grunde op til, at man kraftigt skal overveje at gå efter hende, der har godt med sul på kroppen. Værsågod at nyde synet, og husk nu også at høre efter, hvad hun siger, drenge 😉

Gå på netdating og bliv flået – og måske også skuffet.

Skriv en kommentar

Gå på netdating og bliv flået - og måske også skuffet.

Er man nu en quinde med ekstra til gården og til gaden, og/eller er man en mand, der synes, at netop dét er superlækkert, ja, hvordan finder man så hinanden? Det er ikke helt så ligetil, som man måske skulle tro, for der er på begge sider nogle fordomme og noget frygt, der kan stå i vejen for, at Mr. Right finder Ms. Right. Den kan vi tage i dybden en anden gang men lige nu og her skal det handle om onlinedating. Danskerne bruger enormt meget tid og ditto penge på netdating, og det helt store spørgsmål er jo, om det kan betale sig.

På området for store mennesker og deres beundrere er dette jo også relevant, så jeg har været i marken og lave research. Jeg må sige, at jeg ikke ligefrem er imponeret. Lad os se, hvad vi har:

1: http://www.xldating.dk
2: http://www.xlpeople.dk
3: http://www.fede-kvinder.dk
4: http://www.bbw-dating.dk
5: http://www.bbwsexdating.dk/
6: http://www.fatdating.dk

Jeg har kun kunnet finde disse 6 sider, som specielt henvender sig til store mennesker, men når man så går lidt mere i dybden med det, ser det ud til, at nummer 3-6 ejes af det samme firma, så teknisk set er vi nede på bare 3 forskellige datingsider. Det vender vi tilbage til.

Alle steder lokker med, at man kan blive gratis medlem, og det er da også rigtigt – men så stopper festen også dér. Fælles for alle siderne er, at man ikke kan kommunikere med nogen på siden, før man vælger at købe sig adgang – MEN man kan godt MODTAGE beskeder, og man kan i særdeleshed få besked om, at man har modtaget dem! Man kan ikke en gang se titlen på beskeden, og på XL-dating fik jeg efter meget kort tids medlemsskab en besked – og det var den eneste, jeg fik i månedsvis. Jeg ved ikke, hvad der stod i den, for jeg valgte, ikke at betale. Jeg havde en grim anelse om, at det var en besked fra XL-dating selv, og så let får de ikke penge ud af mig.

Ingen af siderne opererer med prøveperioder, hvor man overhovedet kan se, om det er noget for én. Det kan man først finde ud af, når man har punget ud. Bare nogle få timers prøvetid havde været en god kundeservice.

Ingen af siderne skilter ligefrem med deres priser. Man skal først lige blive medlem, og SÅ kan man se dem… Ikke nogen videre troværdig fremgangsmåde. Sådan noget lugter lidt af bondefangeri efter min mening. Priserne ligger et sted mellem 100 og 200 kr. om måneden, hvor XL-dating er billigst.

xl-dating og de 4-i-1 sider tæppebomber én med mails – vi taler om op til en håndfuld om dagen, men med xl-dating som den mindst slemme. Man kan dog indstille sig ud af noget af det, trods alt, men standardindstillingen er klart en mission om at fylde din indbakke på kortest mulig tid.

xlpeople ser mig noget død ud og ser ikke ud til, at nogen har været inde og pifte det op siden slutningen af 90’erne. Ganske vist den af siderne, der længst har været på markedet, men det kan man så sandelig også se.

4-i-1-siderne fede-kvinder, fatdating, bbwsexdating og og bbw-dating er opbygget på helt samme måde, og når man er blevet medlem, kan man også opleve at få beskeder fra de samme kvinder. Siderne giver selv den forklaring, at de trækker på en langt større database, og så laver små, specialiserede sider, der kun tilbyder det relevante udsnit af databasen over ledige partnere – MEN! Hvorfor så lave FIRE sider, der stort set har med det samme emne at gøre? Jeg lugter fusk! Selv om siderne viser de samme kvinder, skal man blive medlem af dem hver for sig, og de uopmærksomme vil måske også give sig til at betale hvert sted. Det kan blive en dyr affære, sådan at købe det samme rugbrød 4 gange.

Den generelle mangel på lyst til at informere om priser og i det hele taget komme brugerne i møde i stedet for at pakke alt ind i irriterende salgstricks eferlader mig noget skuffet og deprimeret på de tykkes vegne. XL-dating virker ikke som det mest sprudlende sted, men der er mere liv i det end i xlpeople.

En datingside kan jo i princippet administreres af én mand, der sidder i en kælder med sin computer, og har siden bare 1000 brugere, der hver betaler 200kr. om måneden, så får gutten saftsusemig en okay timeløn – også selv om han arbejdede i døgndrift. Alle månedlige satser over allerhøjst 100kr. må ses som værende ren udnyttelse af folks trang til at finde den eneste ene.

Konklusionen må være, at datingsiderne er ret meget for dyre, og at de er for hemmelighedsfulde og for lidt åbne omkring fx priser. De tykke mennesker var langt bedre tjent med et gratis forum, hvor man kunne mødes og sende hinanden private beskeder ud over at bruge det åbne forum. Det er, hvad jeg med tiden vil prøve at få stablet på benene her, (den spæde start kan ses her: http://rundtersmukt.forumup.dk/ ) men den slags tager jo selvsagt sin tid at få gang i. Ellers er Facebook også en mulighed, men jeg må sige, at med det, jeg har set på Facebook-grupperne, så skal nogle af fyrene noget op på lakridserne med deres scorebemærkninger, før de får noget på krogen. Så kan de betale så meget for deres datingsideprofil, som det skal være…

Transfedt – namnam, nemt og rigtig, rigtig nasty!

Skriv en kommentar

Transfedt - namnam, nemt og rigtig, rigtig nasty!

Noget af det, man oftest hører om, når det kommer til at have nogle ekstra pund på sidebenene, er risikoen for at få hjertekar-sygdomme. Blodårerne stopper stille og roligt til af stivnet arvæv af celler, der er så fyldt med kolesterol, at de ikke kan komme af med det og til sidst dør. Skorperne bliver tykkere og tykkere, og kan enten løsrive sig eller bare lukke for kredsløbet. Et sandt skrækscenario.

Kurene er mange: Motion, kolesterolsænkende medicin, mindre fedt i maden, mindre mættet fedt, og sidst, men langt, langt fra mindst: slankekure! Jo mindre fedt, der er på kroppen, siger den logik, jo mindre kan der komme ud og sætte sig i kredsløbet.
For ganske nylig kom nyheden så også frem. Det virker! Folk slanker sig, og de pisker rundt og motionerer, og kosten er så støvsuget for fedt, at børn af de mest hysteriske forældre dårligt nok kan få tilstrækkeligt af det til at opbygge deres nervesystem under opvæksten. Og folk lever længere, og hjertekarsygdommene er på retur, og hvor er det alt sammen dejligt.

Og hvad har sådan et indlæg så at gøre på denne blog? Det har det at gøre med det, at ovenstående kun er en halv sandhed. Hele sandheden er nemlig, at der mangler én faktor i regnskabet, som sandsynligvis er den enkeltfaktor, der tæller aller-allermest: Transfedt – eller rettere manglen på det. Jeg bringer et kort indslag om transfedt, før jeg går videre:

Kort om transfedt:
Det fedt, vi får fra naturens produkter, er for det allermeste det, der kaldes cis-fedt (se også billedet til artiklen) – med undtagelse af lidt af fedtet fra drøvtyggere. Forskellen er så uanselig, at man ikke skulle tro, den betød noget, men som det ses, slår cis-fedtsyrerne et “knæk”, mens trans-fedtsyrerne er næsten lige. Det betyder i praksis, at transfedt er meget nemmere at “stable”, og pakke tæt sammen, og det giver det nogle rigtig fine egenskaber inden for madlavning. Transfedtet kan lægges næsten ligesom papirark oven på hinanden og er let at rulle meget, meget fladt (og jep, det gør det fantastisk til at lave wienerbrød med). Cisfedtet, det normale fedt, er lidt sværere at have med at gøre, men det er altså det, de fleste organismer i naturen laver. Det betyder også, at vi er bygget til at nedbryde cisfedt – men IKKE transfedt. Ligesom folk kan lide af laktoseintolerans, hvor det handler om, at de ikke kan nedbryde mælkesukker, så lider ALLE mennesker i verden altså af transfedt-intolerans. Det er MEGET svært for vores kroppe at bruge transfedtet til noget, og derfor vandrer det rundt og rundt i kroppen, kapslet ind i små kolesterolpakker, og nedbrydes kun ganske langsomt – og ender med at nå at beskadige kredløbet. Bare nogle få gram om dagen er mere end kroppen kan nå at håndtere, så transfedt er virkelig noget skidt.
Transfedt opstår også, når man varmer normale, naturlige olier op i længere tid ad gangen. Så sker det, at “knækkene” på cis-fedtet retter sig ud en gang imellem, så jo flere gange man genbruger sin fritureolie, jo flere transfedtsyrer vil den indeholde. Derfor kan man med rette overveje palmin, som godt nok er mættet, men som ikke indeholder de her knæk, der kan rette sig ud – eller også bruger man kun sin olie én gang, højst to. Det er kun umættet fedt (dvs. flydende ved stuetemperatur), der indeholder nævneværdige mængder af disse “knæk”.
I mange år dannede den proces, man fremstillede margarine med, også en hel del transfedt i slutproduktet. det gjorde margarinen bedre til at lave mad med, men langt farligere for kroppen. Det sidste ignorerede man i mange år, og folk var villige til at glemme det, for margarinen var jo god…

Der er som sagt naturligt transfedt i fedt fra drøvtyggere, inklusive fedt fra mælk. Men lad nu være med at smide piskefløden i skraldespanden. Forskningen tyder nemlig samtidig på, at det naturlige transfedt er langt mindre farligt. En af grundene er, at molekylerne er mindre og dermed nemmere for kroppen at håndtere.

Så vidt transfedt, og nu tilbage til den store nyhed om danskernes stigende sundhed:
Midt i al selvrosen kom det nemlig samtidig frem, næsten hvisket ud mellem to sætninger, at nåja, hovedårsagen til danskernes stigende sundhed var jo nok egentlig, at man i 2003 forbød transfedt i dansk mad. Det er der ikke nogen andre af de lande, vi plejer at sammenligne os med, som har gjort.

Jeg sammenligner det med en holdkaptajn for et racerteam, der står og praler af holdets sejr: “Vi er meget stolte af vores succes, men vi har også gjort meget for at vinde. Vi har sprøjtet en ekstraglat lak på, dækkene er lavet af en særlig type gummi, alle lejer er nu af teflon, og vores kører har været i skarp træning siden sidste løb. Åh, og så har vi også sat en dobbelt så kraftig motor i….”

Jeg siger IKKE, at bevægelse ikke kan være godt for kroppen, og jeg siger IKKE, at folk ikke skal spise varieret, men jeg SIGER, at det er særdeles tankevækkende, at forbuddet mod bare ét kunstigt stof i den danske mad kan forbedre folks generelle helbredstilstand i så høj grad. Det er OGSÅ tankevækkende, at så stor en del af skylden for folks hjertekar-sygdomme slet ikke ligger hos deres vægt eller deres kost.

Og selvfølgelig har man været ekstra udsat, hvis man er glad for fede sager, for der har forekomsten af transfedtsyrer været ekstra høj. Og nej, det skal man ikke føle skyld over, for det er en naturlig trang, som har fulgt os siden stenalderen. Sørgeligt er det bare med de mange, mange liv, det har kostet, at industrien har fyldt vores mad med et så skadeligt stof. Man fristes til at spørge, hvor mange flere af den slags stoffer der mon er i vores mad, og om der mon er andre ting, tykke mennesker får skyld for, som heller ikke i lige så høj grad skyldes deres vægt som de stoffer, industrien tilsætter vores mad.

Smukke ord om smukke kvinder

Skriv en kommentar

Smukke ord om smukke kvinder

Der er så mange pæne ting, der kan siges om kvinder med godt med former, og det er så sjældent de bliver sagt. Her er nogle af alle de dejlige ord, der er blevet sagt, og det ville være lækkert, hvis I læsere selv bød ind med flere, som I kendte til. Jeg lægger også på et tidspunkt en tråd ovre i forummet, hvor alle kan lægge ind så tosset de vil.

Jo rundere bærret er, desto sødere er saften, sådan lidt frit oversat.

 

Hunden skal have knogler, manden skal have kød.

 

Enhver idiot kan køre lige, men kun en ekspert kan håndtere kurver.

 

Når livet giver dig kurver – Vis dem frem!

 

Kære mig…

Det betyder ikke noget, om du vejer 50kg, 150kg eller 350kg…

Du fortjener kærlighed og respekt fra dig selv og verden.

ALLE fortjener at føle sig SMUKKE!

 

Ting udvider sig i varme, så jeg er ikke fed, jeg er HOT!

 

At være stor er ikke noget at skamme sig over. At dømme andre fordi de er store ER noget at skamme sig over.

Og det var bare nogle få…

Kender I også nogle?

Karl Lagerfeld – dybt suk!

1 kommentar

Jeg har altid haft et noget anstrengt forhold til mode – og meget af det skyldes modeikoner som fx ovennævnte herre, der muligvis nok er rig og berømt og besidder et eller andet kunstnerisk talent, men også samtidig leverer en lind strøm af tåbeligheder, så snart han åbner munden.

Karl Lagerfeld har det ikke godt med fedt. I det hele taget har han det ikke godt med kvinder, hvis de formaster sig til at ligne kvinder alt for meget. For eksempel har han udtalt, at sangerinden Adele var lidt for fed, den gang hun stadig havde lidt kurver. Adeles forbrydelse var at ligne en gennemsnitlig kvinde for meget til, at Hr. Lagerfeld kunne leve med det. Han har ved gentagne lejligheder været ude med riven efter kvinder med former, og bl.a. også udtalt, at “ingen har lyst se på runde kvinder”. Der har han så gjort regning uden vært, skal jeg hilse og sige.

Adele gav heldigvis også igen og dels krævede en undskyldning og sagde ved flere lejligheder, at hun repræsenterede gennemsnitskvinden og ikke prøvede at spille på sit sexappeal modsat visse andre sangerinder. Hun sagde også, at hun havde det fint med at være en str. 44 og ikke kunne finde på at tabe sig, med mindre hendes figur påvirkede hendes helbred eller hendes sexliv – hvilket det efter hendes udsagn ikke gjorde. Hun er også citeret for at have sagt, at hun ikke lader sig påvirke af kommentarerne til hendes vægt.

En sidebemærkning til historien er så, at Adele – desværre – har smidt 28 kg siden da, hvilket i nogen grad undergraver hendes påstande ovenfor. Det er jo altid let at sige, at det er for helbredets skyld, men normalt har man ikke de store helbredsproblemer, når man er en str. 44 og ser så frisk og sund ud, som Adele gjorde før hun smed så mange kilo.

Tilbage til Hr. Lagerfeld, som ikke er kendt for at lade sig distrahere af virkeligheden. Tidligere var han også selv en ganske velpolstret herre, men det har han tydeligvis meget bekvemt glemt i mellemtiden. Chanel-ikonet tog sig tidligere således ud:

For det første skal man ikke kaste med æbler, når man selv er et skrog, og for det andet er mennesker som Karl Lagerfeld bare med til forgifte tilværelsen for mennesker, der enten ikke har lyst til at være tynde eller som bare ikke er det. Gad vide, hvad den gode herre mon så tænkte, da han stillede op til fotografering med rock-gudinden Beth Ditto 😉 . Umiddelbart forekommer det ganske tydeligt, hvad hun tænkte om ham. Vi lader den stå et øjeblik:


Skriv en kommentar

Og et debatforum fik vi også!

http://rundtersmukt.forumup.dk/

– Rundt er Smukt’s nye debatforum, hvor ordet er frit, og hvor fordommene er jaget på døren.

Her kan man dele alt fra tøjtips og historier til *rødme* erfaringer på lagnerne og forhåbentlig også finde sig nogle nye venner eller måske endda den eneste ene. Alt er gratis, du bliver ikke tæppebombet med spam (håber jeg da), og det eneste, der kræves, hvis du bruger forummet til at finde en partner, er, at hvis du møder den eneste ene, så er det TARVELIGT, hvis I ikke lægger et billede af jer to sammen ind på forumet også.

Jeg håber, I kommer til at både bruge det og nyde det. Jeg vil i hvert fald gøre mit til at gøre det til et godt sted at være.